To veje ind i visuel kommunikation: struktureret øvelse eller frit eksperiment

Når du vil blive bedre til visuel kommunikation, støder du hurtigt på to veje. Den ene er en styret opgaverække, hvor hver øvelse har et tydeligt formål: en komposition, en farvepalet, en typografisk beslutning. Den anden er det frie eksperiment, hvor du selv vælger motiv, værktøj og tempo og ser, hvad der opstår. Begge dele har deres plads, og jeg har set voksne lykkes med hver af dem.

Spørgsmålet er ikke, hvilken der er finest, men hvilken der passer til den tid, du har, og til det, du vil kunne. Her i de mørkere efterårsuger sidder mange og planlægger, hvad de vil bruge aftenerne på, og netop derfor er det værd at vælge bevidst i stedet for at starte i det blå.

Jeg skriver som underviser i redaktionel fortælling, så min vinkel er altid, om billederne og grafikkerne bærer historien. Det er målestokken, jeg bruger i sammenligningen herunder.

En styret række giver dig en grund til at stoppe op. Når opgaven lyder: lav tre versioner af samme billede med forskellig beskæring, og beskriv, hvad hver version fortæller, tvinger den dig til at se noget, du ellers ville have scrollet forbi. Du får et sprog for dine valg, og det er guld værd, når du senere skal forklare, hvorfor en forside virker.

Rækken beskytter dig også mod at øve det, du allerede kan. De fleste vælger af vane de samme farver og den samme skrifttype, fordi det føles trygt. En opgave, der siger, at du kun må bruge to farver og én skriftstørrelse, fjerner den bekvemme udvej.

Endelig er det lettere at få konkret feedback. Når alle har løst samme opgave, kan en underviser pege på, hvor komposition eller kontrast svigter, uden at det bliver et spørgsmål om smag.

• Tydeligt formål med hver øvelse
• Feedback er lettere at give og modtage
• Tvinger dig ud af vante valg

Ulempen er, at rækken kan føles stiv. Nogle oplever opgaverne som skoleøvelser, der ligger langt fra deres egne historier, og så falder motivationen. Hvis du kun arbejder med påhittede cases, risikerer du at lære teknikken uden at lære, hvornår du skal bruge den.

En anden svaghed er, at rækken er bygget til et gennemsnit. Den kender ikke dit niveau på forhånd, og du kan ende med at bruge en aften på noget, der er for let, eller sidde fast ved noget, der kræver et trin, du ikke har taget endnu.

Derfor bør en god række lade dig bruge dit eget materiale, så snart grundgreb som hierarki, afstand og kontrast sidder. Ellers bliver den et sted, du øver, men aldrig bruger det.

Det frie eksperiment har energi. Du tager et emne, du holder af, og prøver dig frem med billeder, farver og tekst. Du lærer hurtigt, hvad dine egne værktøjer kan, og du får noget færdigt, som du faktisk gider vise andre. For mange er det den bedste vej ind, fordi lysten bærer en over de kedelige trin.

Faldgruben er, at du kun bliver bedre i det, du allerede er god til. Uden en ramme kan du lave ti ens opslag og tro, at du har lært ti ting. Og uden nogen til at stille et ærligt spørgsmål, ser du sjældent selv, at overskriften er for lille, eller at baggrunden æder teksten.

Eksperimentet fungerer bedst, når du bagefter stiller dig selv tre spørgsmål: hvad er det første, øjet ser, hvad fortæller billedet uden tekst, og hvad kunne udelades.

• Høj motivation og eget stof
• Risiko for at gentage de samme greb
• Kræver selvkritik eller en andens øjne

Min anbefaling er at kombinere dem i den rækkefølge. Start med en kort, styret række på tre eller fire opgaver, hvor du øver komposition, farvevalg og typografi hver for sig. Det giver dig et fælles ordforråd og tager de værste usikkerheder. Gå derefter over til et eget projekt, hvor du bruger det lærte på en historie, du selv har valgt.

Rækkefølgen har en pointe. Hvis du eksperimenterer først, har du svært ved at se, hvad der virker, og hvorfor. Hvis du kun følger opgaver, får du aldrig prøvet, hvordan reglerne bøjes i virkeligheden. Den styrede start giver tryghed, den frie afslutning giver ejerskab.

På Solyfry bygger vi modulet om visuel kommunikation op på samme måde: først korte øvelser med faste rammer, derefter en samlet opgave med dit eget materiale og en gennemgang af, hvad der bærer fortællingen.

Har du kun en aften om ugen, så vælg den styrede vej i de første uger. Små, afgrænsede opgaver er lette at gå til og fra, og du kan se fremskridt efter en enkelt session. Det eksperimentelle kræver ofte længere, uafbrudte stykker tid, fordi du skal komme ind i et motiv.

Har du allerede lidt rutine fra arbejde eller hobby, kan du springe de enkleste øvelser over og gå direkte til eget projekt, men hold fast i én styret opgave om typografi, for den er det område, flest undervurderer. Skrifttyper og afstande ser enkle ud og er svære at få rigtigt.

Uanset hvad du vælger, så gem dine første og sidste udkast side om side. Forskellen er det mest ærlige mål for, om du er blevet bedre, og det kræver ingen anden bedømmelse end dit eget blik.

• Knap tid: styrede korte opgaver først
• Noget rutine: ét typografiforløb, så eget projekt
• Gem første og sidste udkast til sammenligning