Fem fejl, når samme historie skal fortælles i flere formater

Den hyppigste fejl, jeg ser på holdet, er at tage en færdig video og skrive dens indhold ned som tekst, ord for ord. Resultatet bliver en tekst, der lyder som en voiceover, og en billedserie, der ligner skærmbilleder fra klippet. Hvert format har sin egen måde at holde på læserens opmærksomhed, og den kan ikke flyttes direkte.

I kurset kalder vi det at oversætte frem for at kopiere. Du starter med at spørge, hvad historien egentlig handler om, og hvad en modtager skal have forstået, når hun er færdig. Så vurderer du, hvordan videoen, billederne og teksten hver især kan nå derhen.

En video kan vise tøven i et ansigt. En tekst kan forklare en sammenhæng på to linjer. En billedserie kan lade øjet vandre fra detalje til helhed. Når du ved, hvad hvert format gør bedst, holder du op med at presse det samme indhold ind i tre former.

• Skriv historiens kerne i én sætning, før du vælger format
• Spørg, hvad hvert format kan, som de andre ikke kan

Mange begynder med spørgsmålet om, hvor historien skal ligge, og først bagefter om, hvad den skal sige. Så bliver vinklen til en gætteleg, og alle tre versioner ender med at pege i hver sin retning. Læseren møder tre svage udgaver af noget, der kunne have været én stærk fortælling.

Min anbefaling er at låse vinklen først. Skriv den ned i en enkelt sætning, og læg den synligt ved siden af dit arbejde. Hver gang du er i tvivl om et klip, et billede eller et afsnit, holder du det op mod sætningen.

Vinklen er det, der binder formaterne sammen. Videoen, billederne og teksten må gerne vise forskellige sider af sagen, men de skal stadig fortælle den samme historie. Det er en stor lettelse at have en fast reference, når tre versioner skal laves ved siden af job eller studie.

En lodret video, der ses med lyden slået fra, kræver tekst på skærmen og en tydelig åbning. En billedserie, der bladres igennem på få sekunder, kræver et stærkt første billede og en rækkefølge, der giver mening uden forklaring. En tekst, der læses i en pause, kan være mere rolig, men skal stadig have en klar indgang.

Det er let at designe til sig selv, siddende ved en stor skærm med lyden tændt. Prøv i stedet at forestille dig en konkret modtager i en konkret situation. Måske står hun i en kø og kigger på sin telefon. Måske sidder han med en kop kaffe og læser i ro.

I opgaverne beder jeg dig beskrive modtagerens situation i et par linjer, før du begynder at producere. Det lyder lidt kedeligt, men det ændrer ofte tempo, længde og valg af detaljer markant.

• Test videoen uden lyd, før du kalder den færdig
• Se billedserien på en lille skærm og tjek, om første billede bærer

Når samme historie ligger i tre formater, fristes man til at lade alle tre sige alt. Så bliver ingen af dem nødvendige, og den, der har set videoen, føler ikke, at billedserien eller teksten giver noget nyt. Det er spild af både din tid og modtagerens opmærksomhed.

Lad i stedet formaterne dele arbejdet. Videoen kan bære stemningen og et enkelt citat. Billedserien kan vise stedet og detaljerne. Teksten kan give baggrund, tal og sammenhæng. Hver version skal kunne stå alene, men også give noget ekstra til den, der har set de andre.

Det kræver, at du vælger fra. Det er den del af øvelsen, mange kæmper mest med, fordi det føles som at kassere godt materiale. Men en historie bliver sjældent dårligere af, at du udelader det, som et andet format gør bedre.

Mange regner med, at når den første version er færdig, er resten bare et spørgsmål om at trykke eksport. I praksis kræver hver tilpasning nyt beskæringsarbejde, nye overskrifter, nyt tempo og ofte nye beslutninger om, hvad der skal med. Det tager typisk længere, end man forestiller sig, især de første gange.

Jeg foreslår, at du planlægger tid til hvert format for sig og ikke lader tilpasningen blive en hurtig rest til sidst i aftenen. I kurset bruger vi et simpelt planlægningsark, hvor du skriver, hvad hvert format kræver af optagelser, tekst og eftertænksomhed.

Der er ingen genvej, der gør alle tre formater færdige på en halv time, og jeg vil ikke love noget om rækkevidde eller resultat. Til gengæld bliver du hurtigere for hver gang, fordi du begynder at kende dine egne vaner og faldgruber.

• Afsæt tid til hvert format i planen, ikke kun til det første
• Notér, hvad der tog længst, så næste opgave går lettere

Tag en lille historie fra dit eget liv, for eksempel et lokalt værksted, en forening eller en hverdagsrutine, og skriv vinklen i én sætning. Lav derefter et kort klip, en serie på fire til seks billeder og en tekst på nogle få afsnit. Undervejs skriver du ned, hvad du beholdt, hvad du lod ude, og hvorfor.

Når du er færdig, læser du dine egne noter og finder det punkt, hvor du var mest i tvivl. Det er som regel der, du lærte mest. Gentag øvelsen med en ny historie, og prøv at gøre noget anderledes på netop det punkt.

I undervisningen giver jeg konkret feedback på netop dette: ikke på, om resultatet er flot, men på, om vinklen holder gennem alle tre formater, og om du har valgt med omtanke.