Billedets vægt: hvad fagfolk mener, når de taler om visuelt hierarki

Visuelt hierarki er en af de vendinger, man hører tidligt på et kursus i visuel kommunikation, og som mange nikker genkendende til uden helt at kunne forklare. På almindeligt dansk er det rækkefølgen, som øjet læser et billede eller en grafik i. Nogle ting trækker blikket straks, andre venter, til du har set de første. Hierarkiet er altså ikke en finesse for fagfolk, men noget, ethvert billede har, uanset om du har valgt det eller ej.

Forskellen ligger i, om du har bestemt det, eller om tilfældet har gjort det for dig. Et billede uden bevidst hierarki lader betragteren famle: er det manden i forgrunden, skiltet bag ham eller den lysende vindueskarm, der er pointen? Når du styrer rækkefølgen, hjælper du fortællingen på vej, før en eneste tekstlinje er læst. Det er den enkle idé, resten af denne artikel bygger på.

Der er tre håndtag, du kan dreje på. Det første er størrelse: det største element får som regel det første blik. Det andet er kontrast, altså forskellen i lys og mørke eller i farve mellem et element og dets omgivelser. Et lille, lyst motiv på mørk baggrund kan slå et stort, mat motiv med lethed. Det tredje er placering. Vi læser fra øverst til venstre og nedad, og elementer, der ligger tæt på hinanden, opfattes som hørende sammen.

I praksis betyder det, at du sjældent behøver at ændre meget. Ofte er det nok at beskære billedet strammere, så hovedmotivet fylder mere, eller at flytte en overskrift, så den ikke konkurrerer med ansigtet i billedet. På kurset ser vi tit, at en deltager er overbevist om, at billedet mangler noget, når det i virkeligheden har for meget. Fjern det, der ikke tjener historien, og hierarkiet træder frem af sig selv.

• Størrelse: det største ser vi først
• Kontrast: lys mod mørk eller varm mod kold trækker blikket
• Placering: øverst til venstre læses typisk først

Forestil dig en grafik til en lokal historie om et værksted, der reparerer cykler. Du har et foto af en mekaniker, en overskrift, et lille logo og en kort underlinje. Hvis alt står i samme størrelse og samme farve, ser betragteren fire ligeværdige ting og vælger tilfældigt. Gør du fotoet til det dominerende element, lader overskriften stå i en stærk, læselig skrift og skubber logoet ned i hjørnet, er rækkefølgen pludselig tydelig: først hænderne på cyklen, så ordene, så afsenderen.

Netop sådan en øvelse laver vi i forløbet om visuel kommunikation. Du får et fast sæt elementer og skal opstille dem på tre forskellige måder, hver med sit eget hierarki. Bagefter sætter vi dem side om side og taler om, hvad hver version fortæller. Overraskende ofte opdager deltagerne, at samme materiale kan sige noget helt andet, bare fordi rækkefølgen er ændret. Det er en nyttig erfaring at tage med til alt, hvad du siden laver.

Farver og skrifttyper er de redskaber, der oftest bliver brugt uden tanke. En farve skal ikke vælges, fordi den er pæn, men fordi den gør noget for rækkefølgen. Begræns dig til to eller tre, og lad én af dem være den, der markerer det vigtigste. Når alt er markeret, er intet markeret. Det samme gælder skrift: ét kraftigt snit til overskriften og ét roligt til brødteksten rækker langt, og flere skrifttyper skaber hurtigt uro uden at tilføre mening.

Husk også, at læsbarhed kommer før stil. En fin, tynd skrift på et travlt billede ser måske elegant ud på din egen skærm, men forsvinder på en telefon i dagslys. Tjek derfor altid dit arbejde i den størrelse, det faktisk skal ses i. Hvis du må knibe øjnene sammen for at finde hovedpointen, er hierarkiet ikke på plads endnu. Det er en enkel prøve, som kræver mere ærlighed end teknik, og den sparer dig for mange rettelser.

• Højst to eller tre farver, hvoraf én fremhæver
• Ét kraftigt skriftsnit og ét roligt
• Se dit arbejde i den størrelse, det vises i

Der findes en øvelse, som kræver ingenting andet end et par minutter. Se på dit billede eller din grafik i få sekunder, vend så skærmen væk og skriv ned, hvad du huskede først, næst og sidst. Hvis rækkefølgen ikke svarer til den, du ville have, ved du præcis, hvad der skal justeres. Endnu bedre er det at bede en anden om at gøre det samme uden at have hørt din hensigt. Andres blik er den ærligste målestok, du kan få.

En anden metode er at knibe øjnene næsten i, så detaljerne udvisker sig. Det, der stadig kan skelnes, er det, der bærer hierarkiet. Er det en tilfældig lys plet i baggrunden, har du et problem. Er det motivet, er du på rette vej. Ingen af delene kræver dyrt udstyr eller særlige programmer. De kræver blot, at du tager dig tid til at se på dit eget arbejde, som en fremmed ville gøre.

Det kan virke akademisk at bruge et fagord om noget, man kan mærke uden. Men når du kan sige, at hierarkiet er uklart, kan du også rette det, og du kan forklare en kollega, hvorfor noget ikke virker, uden at det ender i smag og behag. Fælles ord gør feedback konkret. På kurset beder jeg derfor deltagerne om at begrunde hver ændring med et enkelt af de tre håndtag, størrelse, kontrast eller placering.

Det er også grunden til, at jeg forklarer fagudtryk på almindeligt dansk, før vi bruger dem. Et begreb skal være et værktøj, ikke en adgangsbillet. Du behøver ingen forudgående uddannelse for at forstå visuelt hierarki, kun lidt øvelse i at se, hvad dit eget blik gør, når det møder et billede. Resten er håndværk, som kommer med gentagelse og med ærlig tilbagemelding fra dem, der ser det med friske øjne.