Bag om arbejdet: Sådan omsætter vi én historie til tre formater

Når vi arbejder med tilpasning til flere formater, starter vi aldrig med formatet. Vi starter med en historie, der kan siges i to sætninger: hvem det handler om, hvad der sker, og hvorfor det er værd at fortælle. Først når de to sætninger holder, begynder vi at tale om video, billeder eller tekst.

I undervisningen vælger du selv materialet. Det kan være en lokal forening, en håndværker, du kender, eller en proces fra dit eget arbejde. Det vigtigste er, at du har adgang til personerne og kan optage, fotografere og skrive ned, uden at du skal bede om tilladelse hos fremmede.

Jeg har set mange kursister springe direkte til klipprogrammet. Det er forståeligt, men det giver ofte en historie, der kun passer til ét format. Derfor bruger vi den første uge på kun at skrive, tegne og sortere, før nogen åbner en kamera-app.

• Skriv historien i to sætninger
• Notér hvem og hvad der skal med
• Vælg materiale, du selv har adgang til

En typisk uge har tre led. Først en kort fælles gennemgang af ugens opgave, så en periode hvor du arbejder selv, og til sidst en skriftlig tilbagemelding fra mig eller en af de andre undervisere. Du bestemmer selv, hvornår på ugen du sidder med opgaven, så den kan passe ind ved siden af job eller studie.

Opgaven i tilpasningsforløbet er enkel at beskrive og svær at gøre godt: Tag din historie og lav en version som kort video, en lille billedserie på fem til otte billeder og en tekst på cirka tre hundrede ord. Du afleverer alle tre og skriver en halv side om, hvad du valgte fra i hvert format.

Den halve side er det, jeg lægger mest vægt på. Den viser, om du har forstået, at et format ikke bare er en beholder. Det stiller krav til, hvad der kan fortælles, og i hvilken rækkefølge.

• Én historie, tre afleveringer
• En halv side om dine fravalg
• Skriftlig tilbagemelding fra underviseren

Videoen kræver en åbning, der gør tydeligt, hvad seeren får, og et tempo, hvor intet ligger der uden grund. Du må ofte give afkald på baggrund og forklaring, fordi billede og lyd skal bære det meste. Det betyder, at du skal vide, hvad du filmer, før du står der.

Billedserien kræver, at hvert billede kan stå selv, men at rækkefølgen alligevel giver mening. Her bruger vi Camillas øvelser i motiv og beskæring. Du lærer at spørge, hvad billede tre tilføjer, som billede to ikke allerede har sagt.

Teksten kræver, at du tør være konkret med det, der i video og billeder viser sig af sig selv. Her skal du beskrive stemning, sted og person i ord, og det er en anden muskel. Mange opdager, at de nemt kan filme en situation, men har svært ved at skrive den ned uden at falde i generelle vendinger.

Den svære del af at omsætte en historie er ikke at tilføje, men at fjerne. Et godt interviewcitat kan bære en hel tekst, men fylder tyve sekunder for meget i en video. Et smukt billede af en arbejdsplads kan være perfekt i serien, men ligge helt ved siden af den korte film.

Jeg beder derfor kursisterne lave en enkel liste: hvad kom med i alle tre versioner, hvad kom kun med i én, og hvad røg helt ud. Listen viser, hvad historiens kerne egentlig er. Det, der overlever i alle tre formater, er som regel det, du burde have sagt i de to sætninger fra starten.

Det er også her, ærlighed kommer ind. Hvis du i teksten overdriver noget, som videoen ikke kan vise, bliver forskellen synlig for den, der ser det hele. Vi taler åbent om, hvornår et format fristede til en gratis pointe.

• Hvad var med i alle tre versioner
• Hvad passede kun til ét format
• Hvad blev udeladt, og hvorfor

Det mest almindelige er, at kursisten laver videoen først og derefter forsøger at presse billeder og tekst ud af samme materiale. Resultatet er en billedserie af stillbilleder fra filmen og en tekst, der blot genfortæller klippet. Det virker ikke, fordi hvert format har sin egen måde at skabe nærhed på.

Det næstmest almindelige er tidspres. Når tredje aflevering skal laves sent på aftenen, bliver teksten ofte en opsummering i stedet for en fortælling. Jeg anbefaler at skrive tekstudkastet allerede i første halvdel af ugen, mens historien stadig er frisk, og lade video og billeder komme bagefter.

Og så er der perfektionisme. Mange bruger dobbelt så lang tid på det format, de er bedst til, og skynder sig gennem de andre. Opgaven er netop lavet, så du mærker, at det svageste format ofte lærer dig mest om historien.

Efter forløbet kan du tage en ny historie og hurtigt vurdere, hvilke dele der egner sig til video, billeder og tekst, og hvad der må vente. Det er ikke en garanti for rækkevidde eller for, at nogen ser dit arbejde, men det er en metode, du kan bruge igen og igen.

De fleste siger, at de bagefter ser anderledes på andres indhold. De bemærker, når en tekst bare gentager en video, eller når en billedserie mangler rækkefølge. Det er en lille, men reel gevinst, og den kommer af at have lavet øvelsen med egne hænder.

Hvis du vil se, hvordan tilpasning hænger sammen med resten af kurset, er det værd at kigge på de andre forløb. Redaktionel rækkefølge og kortvideo er de nærmeste naboer, og du vil kunne bruge det samme sæt spørgsmål i dem begge.